Mindeord: Bodil Schmidt-Nielsen (1918-2015)

Af Tobias Wang & Erik Hviid Larsen

Hvordan kan små pattedyr overleve i verdens varmeste og tørreste ørkener hvor temperaturen når op i nærheden af 50 grader? Under II. Verdenskrig havde man, blandt andet grundet Rommel’s styrker i Nordafrika, studeret menneskets fysiologi under ekstrem varme, og det stod klart, at vi kun kan holde temperaturen nede ved at svede op mod 15 liter om dagen. Man vidste imidlertid også, at en række små rotter og mus levede hele deres liv i ørkenen helt uden at drikke eller svede. Hvordan i alverden kunne det dog lade sig gøre?

Dette spørgsmål satte Bodil Schmidt-Nielsen sig for at undersøge i sommeren 1947. Bodil Schmidt-Nielsen var det fjerde og yngste barn af Marie og August Krogh (se illustration). Med en far der var Nobelprismodtager i fysiologi og en mor blandt Danmarks første kvinder med en medicinsk doktorgrad kom den akademiske interesse for kroppens funktioner så at sige ind med modermælken. Efter at have disputeret – som Danmarks første doktor i odontologi (dr.odont.) - med en afhandling om spytsammensætningens indflydelse på emaljens opbygning, ønskede Bodil Schmidt-Nielsen imidlertid en mere grundvidenskabelig karriere. Hun har udtalt, at hun hellere ville sulte som forsker end at leve lukrativt som tandlæge. Der var imidlertid slet ingen stillinger ved danske universiteter i efterkrigstiden, og den unge tandlæge måtte derfor søge andre muligheder.

Bodil Schmidt-Nielsen giftede sig med den norske zoofysiolog Knut Schmidt Nielsen i 1939 med hvem hun fik tre børn, Astrid (1941), Bent Krogh (1944) og Bodil Mimi (1947-1984). Gennem August Kroghs kontakter i USA fik det unge par tilbud om et par års ansættelse ved University of Swarthmore i det nordøstlige USA, og de bestemte sig hurtigt for, at undersøge dyrenes fysiologiske tilpasninger til ørkenen i Arizona.

I en bil pakket med videnskabeligt udstyr kørte hele familien sydpå i forsommeren 1947. Med skarp sans for kvantitative betragtninger målte de hvor meget vand dyrene indtog gennem føden og beregnede hvor meget vand der skabtes ved oxideringen af føden. Samtidig bestemtes vandtabet over lungerne og fordampningen over huden, og urinen og afføringen blev målt i detaljer. De fysiologiske mål blev kombineret med adfærdsobservationer, og ved hjælp af Kroghs mikroklima-optager kunne de bestemme både temperatur og luftfugtigheden i dyrenes huler. Det var vigtigt ikke ødelægge de jordgange som målingerne skulle udføres i, og Bodil og Knut Schmidt-Nielsen bandt derfor måleudstyret fast på halen på rotterne som så selv løb ned i gangene med apparatet på slæb. Her faldt det typisk af, og kunne nu optage natten igennem inden det blev gravet ud. Disse målinger viste at gnaverne overlever i ørkenen ved at undgå de ekstreme dagtemperaturer og at den højere luftfugtighed i de snævre gange er med til at begrænse vandtabet om dagen.

Målingerne af ørkenrotternes urin bød på endnu mere spektakulære fund. Det viste sig nemlig hurtigt, at disse ørkengnavere besidder en helt usædvanlig evne til at koncentrere urinen, så den bliver 4-5 gange stærkere end hos mennesker og andre pattedyr. De indså hurtigt, at denne evne skyldes meget lange hårkar i nyren – de såkaldte Henle’s slynger – og opdagelsen blev dermed vigtig for forståelsen af hvordan pattedyrnyren fungerer. Funktionen af dette organ blev først for alvor klarlagt i løbet af 1950’erne og her spillede Bodil Schmidt-Nielsens forskellige bidrag en vigtig rolle.  Bodil Schmidt-Nielsen bidrog endvidere ved påvisning af aktiv transport af urinstof i nyrens samlerør. På den tid var det en kontroversiel teori, som blev bekræftet flere årtier senere, da transportproteinet blev identificeret med molekylærbiologiske metoder. Bodil Schmidt-Nielsen slap aldrig sin dybe interesse for pattedyrnyrens koncentrerings mekanisme. Hendes sidste internationale foredrag var netop om dette emne. Det blev givet i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2010 ved et August Krogh Symposium arrangeret i anledning af 90-året for Kroghs Nobelpris i Fysiologi eller Medicin.

Beskrivelsen af ørkenrottens vandbalance er i dag lærebogsstof for hele verdens biologistuderende og blev efterfulgt af studier på kameler og andre dyr i Afrikas ørkener. Også disse studier står i dag som klassiske værker indenfor zoofysiologien.

Bodil og Knut Schmidt-Nielsen skiltes i 1966, og Bodil blev ansat på Biologisk Institut ved Case Western Reserve University i 1964, hvor hun i 1970 overtog stillingen som Institutleder. I 1971 blev hun ‘full-time investigator’ ved Mount Desert Island Biological Laboratory i Maine. Hun lod sig pensionere i 1986, hvorefter hun flyttede til Gainsville i Florida som ’Adjunct Professor’ i fysiologi ved Florida University.

Bodil Schmidt-Nielsen forblev sammenlignende fysiolog igennem hele sin karriere og udførte studier på krabber, fisk og krybdyr. Ofte foretoges studierne med speciale-og PhD studerende og mange af disse disciple blev senere definerende forskere indenfor fysiologien. Det er derfor passende at American Physiological Society, hvor Bodil Schmidt-Nielsen var præsident i 1975, stiftede den såkaldte ’Bodil Schmidt-Nielsen Mentoring Award’, som nu uddeles hvert år til videnskabsmænd- og kvinder, der udmærker sig ved at træne og oplære den kommende generation af forskere. Bodil Schmidt-Nielsen modtog adskillige andre æresbevisninger, bl.a. som æresdoktor ved Århus Universitet i 1997og The Berliner Award for “exellence in renal research” det følgende år.

Mange af hendes mere end 200 videnskabelige artikler og reviews står som klassiske bidrag til forståelsen af nyrens fysiologi. Bodil Schmidt-Nielsen vil desuden huskes for at have skrevet en medlevende og detaljeret bog om sine forældre. Dette bidrag til videnskabshistorien vil få varig betydning for international fysiologi og medicinalindustri.

Bodil Schmidt-Nielsen døde efter kort tids sygdom på sanatoriet Oak Hammock i Florida. Hendes mand af andet ægteskab, Roger G. Chagnon, døde i 2003.

Topics